323
nøiagtig vare de samme som den Gang, holdt ham mod hans Villie trylleagtig fangen i denne Erindring, der slet ikke passede til Dagens Anledning, ja lod den stige til en saadan Illusion, at han et Øieblik næsten ikke kunde afværge den Forestilling, at Christine maatte sidde der ved Siden af ham. Og saa var dog Alt saa grundforskjelligt: — den Gang havde han endnu aldrig set Lise!
Lise! hvorfor var han ikke skyndsomst paa den gjenneste Vei hjem til hende? Han fortrød halvveis, at han var dreiet bort fra Møllen, som han endnu kunde se langt ude tilvenstre og lidt tilbage, naar han med en Kraftanstrengelse dreiede sig om.
Hvad vilde han egentlig hos Skovfogdens? Naa, det var jo snart otte Dage siden han havde set lille Hans. Han vilde høre, hvordan det gik Drengen, om de var fornøiede med at have ham derude, og om det maaske skulde stemme overens med et almindeligt Ønske i Skovfogedhuset, at hans Ophold der blev forlænget lidt. Han kunde ikke nægte, at det slet ikke vilde være ham bekvemt, hvis den lille Fyr pludselig imorgen eller maaske endnu iaften indfandt sig paa Møllen, og det maaske endda kun fordi de brave Folk mente, at Faderen savnede ham altfor meget! Byreisen paa Mandag, der let kunde komme til at vare et Par
