357
det mørke Hjørne, hvor Trappen var, som han nu langsomt steg op ad.
Men Katteslaget raste videre med uformindsket Bravour. Thi ikke ansporede af ydre Ærgjerrighed havde de gjæve Kjæmper grebet til Vaaben, men opflammede af hellig Retsfølelse og hver især i fuld Fortrøstning til sin gode Sag. Heltemæssigere kjæmpe ikke to Kongetigere i en Jungle, som de begge mene udelukkende at have taget i Besiddelse, end Kis og Pilatus reves her paa Kværnloftet. Vanskelig var det at forudsige, hvem Slagenes Gud vilde forlene med Seiren, thi Sol og Vind var temmelig lige fordelte. De forholdt sig til hinanden omtrent som en jernpandsret Korsridder, paa Ryggen af en jydsk Hingst, til en letbereden Saracener. Pilatus havde mere Masse, og i sin tykke Pels var den bedre beskyttet end Modstanderen; men denne var langt bevægeligere og havde aabenbart større Udholdenhed, og ham vinkede Palmen, naar han kunde trække Slaget i Langdrag; thi Kiss var endnu bestandig frisk som i Begyndelsen, medens Pilatus allerede stønnede. Men denne Fordel havde Kiss ikke tilstrækkeligt Syn for; thi ganske vist besad den alle den vilde Krigers Fordele — hurtig Snuhed og allehaande Rænker — men den manglede Overblik, og Pilatus var den overlegen med den Ro, som Dannelse og navnlig Omgang med høiere
