404
en velbehagelig Stemning op: ikke saa meget fordi han glædede sig til en Kop Kaffe, som fordi han heri saae et forjættende Tegn paa, at Vennen begyndte at vende tilbage til gode gamle Vaner, og dog formodentlig altsaa uden selv at vide af det stod i Begreb med atter at forsone sig med Livet. Thi Mølleren havde virkelig lagt sin kjære Formiddagskaffe ganske af — han kunde ikke drikke den mer uden at tænke paa hin Fredag Formiddag midt i November forgangen Aar, da han ved Kaffebordet havde talt de afgjørende Ord til Lise. Det var idag første Gang at han drak den igjen, og det kun for Skovfogdens Skyld, som høflig Vært.
Mølleren drak en Slurk — og skar uvilkaarlig en Grimace. Det var ikke Lises Kaffe. Heller ikke Christine lavede god Kaffe — underligt nok, Lise var den eneste, der havde truffet hans Smag! og med en vis Stolthed paa hendes Vegne erindrede han, at Capellanen en Dag havde yttret, at den Kop Kaffe, som Mølleren bød ham, var bedre end den i Præstegaarden. Mon Hanne vilde kunne lave ham saadan en Kop Kaffe? Han saae med et bittert Smil over til Skovfogden, i den Forudsætning at Drikkens Usselhed i Sammenligning med det tidligere Præmieprodukt ogsaa maatte være ham paafaldende. Men denne, der ikke havde nogen fint udviklet Kaffesmag, heldte med intetanende
