406
hende til en ny Mølle, hvor alt dette, dette — — Vilhelm, troer du paa Spøgeri?
Skovfogden foer uvilkaarlig sammen ved dette pludselige Spørgsmaal.
— Ja—a, jeg skal da ikke kunne sige, at jeg selv nogensinde har fornummet Noget til det, men der er vel nok saadan noget Tøieri til.
Mølleren bøiede sig helt frem over Bordet og hviskede:
— Det spøger her paa Møllen.
— Saa—aa —?
— Ja, og det er da ikke noget Under, for den Sags Skyld. Jeg gad vidst, hvor det skulde spøge, naar det ikke gjorde det her. Jeg har ventet det hele Tiden. Den Gang da jeg lod lægge nye Brædder paa Kværnloftet, da gik jeg altid og ventede, at Blodpletterne skulde komme igjen. Ja det har man jo før hørt om. Ovre paa Fyen, hvor min Faerbroer var, der var der paa Herregaarden et Værelse, hvor En var bleven slaaet ihjel en Gang, og de kunde lægge Gulvet om saa tidt de vilde — Pletterne kom igjen.
— Er der da nu kommet Pletter her?
Mølleren rystede næsten foragtelig paa Hovedet.
— Men naar er det da begyndt med det Spøgeri?
