411
dreiede de sig i den lette Foraarsvind med en vis glad og selvtilfreds Sindighed, uden Jag eller Anstrengelse. Ogsaa at se til var der noget Vaarligt og Festligt ved dem: de havde faaet nye Seil, der skinnede hvide i Lyset. Det var ikke det samme sorte, veirslagne Tøi, som Novemberstormen havde rusket i — som havde smeldet og basket, naar Vingerne dreiedes til Vinden. Nei, men de sorte Arme og Stormbrædderne, og Hækken, der tegnede sit Tærningemønster med Skyggestreger paa de gjennemlyste hvide Duge — de var de samme, de havde været med, de huskede det alt sammen: hvordan det pludselig blev saa trangt med Dreiningen, hvordan de utaalmodig havde stræbt efter at gjøre Front mod Vinden, som feiede paa skraa henover dem og tilraabte dem et opmuntrende: »Videre, videre!« — og de havde ikke mægtet det, de kunde ikke komme over i Øst, men var blevne staaende i Nordost, som fastnaglede.
Saadan en Historie glemmer fire Møllevinger ikke. I deres Knirken oppe ved Hatten, hvor de stødte sammen, syntes der at være Tale derom, og det hviskede videre gjennem Hækken og blev til et Spørgsmaal i Vingespidsernes Susen: »Mester, veed I ikke Noget derom, hvordan det gik til, hvad der egentlig var i Veien? Omgangen siger os, at det var Jer, der stod ved Gangspillet den Aften, og
