410
— Farvel, Vilhelm! jeg siger dig saa mange Tak — for det kjønne Bord — og — — for Alt … Og hils Hanne mange Gange fra mig.
Han gik ud paa Veien, hvor han blev staaende og stirrede efter Vognen, der næsten skjult i en munter hvid Støvsky rullede bort ad Skoven til. Den lyste derude i sin friskeste vaargrønne Fylde. En lun og dog frisk Vind pustede gjennem hans Haar, Poplerne raslede, en Lærke sænkede sine Triller ned, som var det en Røst af selve det høie blændende Lys, hvori den havde skjult sig, og grønnere end Græs skinnede den korte Vintersæd i Solen, medens der af og til løb en Bølgen hen over den — ligesom en Gysen af nervøst Velbehag over et ungt, livsglad Legeme.
Mølleren skyggede med Haanden for Øinene. Nu var Vognen kun et Punkt, der snart vilde glide ind i den lysegrønne Løvmasse, der hvor Skyggen delte den. Og dér, dybt inde, gjemt i den, var Hanne, som han længe ikke havde set.
Skulde han virkelig kalde hende ud derfra? — Kunde han det?
Lærketonerne svandt mer og mer bort, som om de trak sig tilbage til deres Lyshjem. Men næsten ligeover hans Hoved lød der en stødt Susen af Møllevingerne, som nu — efter en Pause i Arbeidet — satte sig i Ganer. Fuldt seilbeklædte
