409
kan vel selv skjønne, at det er ikke noget Sted at sende din Søster hen her paa Møllen.
Skovfogden reiste sig, og Mølleren stod ogsaa op.
— Hør nu, Jakob! du kjender jo lidt til min Søster, men du kjender ikke nok til hende, naar du troer, at hun gaar af Veien for noget Djævelskab og Spøgeri, naar det gjælder at være til Trøst og Opreisning for ham, som hun har valgt til sin Husbond. Hanne gaar med Gud, hvor hun gaar, og saa gaar hun trygt og gjerne, og jeg tænker, her er Brug for hende. Saa for hendes Skyld skal du ikke skyde det ud, til du faar din Mølle solgt. Tænk nu paa det.
Og han rakte Haanden ud til Farvel.
Mølleren greb den og trykkede den kraftig.
— Ja, tak du! det er godt at høre, og — kanske jeg ogsaa … ja, jeg skal nok tænke paa det — det skal jeg.
Han gik med ud i Stalden og hjalp Skovfogden med at spænde Ponyerne for. Mens han gjorde det, maatte han tænke paa Hanne, hvordan hun den Gang i Stalden havde tumlet saa muntert med de smaa Bæster, og hvordan Bamsemand havde revet Huen af hende. Hvor de havde leet lystig sammen! Saadan vilde han aldrig mere kunne le — og hun maaske heller ikke! Her paa Høimøllen vilde hun glemme sin glade Latter.
