Side:Møllen.djvu/420

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

408

er bleven gal — og en Hund kan jo da faa Vandskræk … Mølleren smilede igjen overlegent, rykkede saa sin Stol om paa Siden af Bordet, saa at han sad lige ved Skovfogden, strakte Pegefingeren frem og hviskede:

— Det drypper.

— Hvad gjør det?

— Det drypper — oppe paa Kværnloftet.

— Har du hørt det selv?

— Nei, det har jeg ikke … Men imorges kom Christian og sagde det. Han var helt ude af sig selv, og han vilde ikke blive længer her paa Møllen. Det var galt nok, med det Bæst af en Kat, som Djævlen var faret i, sagde han, men han kunde ikke holde ud at sidde der om Aftenen og høre det dryppe, uden at der er Noget, der drypper … Naa, jeg har jo lovet ham at være deroppe iaften paa den Tid, da han hørte det igaar — jeg er ellers ikke meget for at gaa paa Møllen efter at det er bleven mørkt, men jeg faar jo tage mig sammen.

— Hm. Ja, det — saadan Noget, det er jo ikke saa rart. Men de gaar da ikke igjen — jeg mener, du har jo da ikke set Nogen af dem?

— Nei, Gud ske Lov! det har jeg da ikke, men det kommer nok — det ogsaa … Saa du