476
Der er de — et Par Skridt foran ham — lige paa hans Vei.
Jørgen og Lise staar der.
Der er ikke noget Høitideligt og Truende i deres Holdning. De staar der paa ganske dagligdags Vis, som de pleiede at færdes i Møllen, og ham lægge de ikke engang Mærke til. Lise har en gammel graa Kjole paa, som hun pleiede at gaa med i Huset — og Mølleren veed, at hun havde den paa, da hun blev dræbt. Jørgen raaber hende Noget ind i Øret — det ses paa hans Mund, men der kommer ingen Lyd. Hun har bøiet Hovedet, mens hun lytter, og synes at se ned paa Pilatus, der kjælent gnider sig op ad hendes Ben.
Den lyser ligesom før, og de lyser maaske selv — kan hænde ogsaa det er Lynene, der lyse op.
Men nu hæver hun Hovedet — der er Smil om Munden; og tøvende løfter Øielaaget sig og paa Mølleren fæster der sig et Blik — —
Mølleren, der havde staaet fasttryllet, springer tilbage.
Og i det samme forsvinder Alt — ikke i Mulm men i Lys — i bragende Lys — han føler et Stød for Brystet — og saa er alt, ogsaa Lyset, borte.
