478
kort, smeldende Knald, som af en Fæstningskanon, der fik alle Ruder til at klirre — —
Hanne var ude midt i den rasende Haglbyge — der var Skikkelser rundt om — Stemmer lød mellem hinanden: »Det slog ned! — Hvor er Mølleren? — Det brænder! er Jakob kommen? — Møllen brænder.«
— Jakob!
Saa angst som hun var, da hun udstødte dette Raab, mistede hun dog ikke Besindelsen; tverimod, hun var pludsetig ganske klar over hvad der foregik. Og medens hendes Broder og Gaardmanden skyndte sig hen til Gjennemkjørslen for at trænge op i Møllen, løb hun — som paa en Indskydelse — om paa den anden Side ud til Veien. Oppe i Hatten slog Flammerne allerede tilveirs.
— En Stige! kom med en Stige! Jakob er her — paa Omgangen!
Udenfor Døren til Kværnloftet laa han, kastet over paa Rækværket, der stod skraat ud fra Omgangen. Hans ene Arm hang ud over det.
Christian og Hareane løb efter en Stige. Skovfogden og Dragen, der havde hørt Raabet i Gjennemkjørslen kom ud til hende.
— Var det ikke bedre alligevel at gaa op og faa ham ned gjennem Møllen? spurgte Skovfogden.
