489
og Stuehus, fandt hun ham til sin Forundring staaende i denne Krog, lænet op til Husmuren og ufravendt stirrende paa den brændende Mølle — kun at han foer sammen og dreiede Hovedet et Øieblik, da der uventet kom Folk den Vei.
— Staar du dér! Gaa dog lidt ind og hvil dig, sagde hun.
— Ja, det skulde du gjøre Jakob! tilføiede hans Svigermoder. Vi skal nok klare det.
Mølleren svarede ikke. Han rystede blot paa Hovedet og saae igjen op paa Møllen.
— Han kan ikke rive sig løs fra den, bemærkede Madam Andersen, da de gik videre; han er saadan sammenvoxen med den Mølle, han er jo barnefødt der, det er jo ikke saa underligt.
Men i sit stille Sind frygtede den brave Kone, at det Lyn, der ikke havde lammet ham, dog havde gjort hans Hoved Skade. Man havde jo før hørt, at Folk var blevet saa underlige efter saadan Noget, og Svigersønnens Ansigt havde — stærkt belyst af Ildskjæret — haft et fremmed Udtryk, som hun ikke forstod og ikke rigtig kunde forklare sig blot af hans Vedhængen ved den gamle Høimølle — hvor stærk den end kunde være hos saadan »en tung Natur«:
— Jakob har jo altid været saadan noget tung
