503
Og Sødskendene glædede sig over, at deres Ord ikke blev uden Virkning: Møllerens Ansigt lyste op. Aabenbart var Skrækken tagen fra ham, og Dødsvarslets frygtelige Blik stirrede ham ikke længer imøde fra dette Aandesyn, hvor manende end dets hinsidige Alvor sikkert vedblev at virke i ham til hans Sjæls Frelse, ligesom den først havde frelst hans Liv. Men naar Møllerens Træk virkelig lysnede, saa var det tvertimod fordi hele denne Opfattelse af Synet som et Dødsvarsel var en ganske ny Tanke som de bibragte ham, og det den trøsteligste, som kunde findes: ikke truende — forjættende syntes et saadant Varsel ham.
— Ja, det er ikke just saadan at forstaa, svarede han — det kunde jo være, at det havde den Betydning ogsaa … Men ellers kom jeg til at tænke paa en Dag i Efteraaret, da jeg var ude hos jer, og jeg talte med dig, Hanne, om Dyrene i Skoven, og sagde, at en hurtig og uventet Død for en Kugle den maatte enhver ønske sig; og saa sagde du saa kjønt, at det var nok det bedste for et Dyr, men ikke for et christent Menneske, som skulde staa for den evige Dommer, og som i Dødens Time nok kunde trænge til at gjøre sit Regnskab op med Verden … Og naar du kan føle det saa dybt, du kjære gode Sjæl, hvad maa saa ikke jeg — —!
