518
— Jeg stod ved Stalden; der havde Mo'er stillet mig — jeg havde lovet dig at blive der — henvendte Drengen sig til Hanne — og det gjorde jeg ogsaa, til Bedstemo'er tog mig med. Med hende maatte jeg da nok gaa.
— Vist maatte du det, sagde Hanne og klappede hans Hoved, idet hun forsøgte at smile til Madam Andersen.
— Fuldmægtigen er nok kommen, bemærkede Mølleren.
— Ja, saamænd er han saa, svarede Dragemoer … Han var netop i Forretning en Mils Vei herfra — ja det er da en stiv Mil vi har at kjøre til Nørre-Kirkeby. Den Omvei kunde han saamænd have sparet Bæsterne for. Vor Herre maa vide, hvad han skal snuse om efter her! Det kunde saamænd ligne ham at have dig mistænkt for at have stukket Ild paa Møllen. Heldigvis er der da Vidner nok!
— Siger han at Fader har sat Ild paa? spurgte Hans og gav sig strax til at græde af Vrede og Indignation.
Faderen tyssede paa ham.
— Vist ikke nei, det er jo bare Bedstemoders Spøg.
— Naturligvis er det Løier, Hansemand! Herregud, saa det Barn har nær til Taarerne! Nei, han
