517
hans smalle Podium — det var Ret, det er sgu kjønt af Dem. Træd bare nærmere! Aa, gaa til Side der, Dreng, og lad Herren med den forgyldte Kasket komme til! … Her skal De se, Deres Fuldmægtighed, her arbeides … Asseranseselskabet skal ikke kunne sige os paa, at der ikke er gjort hvad der stod i Menneskemagt at gjøre …
Mølleren foer op af sine Tanker og saae speidende til Siden. I en Gruppe tilvenstre for Brønden bemærkede han en Kasket, hvis Guldtresse glødede, og nu, da en Foranstaaende bevægede sig, under den et velkjendt ungdommeligt Ansigt med Guldbriller og blond Skjæg — der erindrede ham om nogle af de pinligste Øieblikke i hans Liv.
I det samme kom Madam Andersen hen imod dem med Hans ved Haanden. Trofast sprang gjøende omkring dem.
— Naa, staar I her! det er nok Familieraad! ja, ja, nu er det jo saa temmelig overstaaet, og Møllen kommer jo snart op igjen … Arbeidstabet det bliver jo det værste, men her er jo godt assureret.
— Hansemand, hvor har du været saalænge? spurgte Mølleren, idet han løftede Hans op i sine Arme og trykkede ham til sig med en Ømhed, der var Dragemoer paafaldende.
