521
Pludselige, umiddelbart Forestaaende ved Afgjørelsen forfærdede dem.
Mølleren krystede Hans i sin Favn og kyssede ham med en Heftighed, der næsten foruroligede Drengen.
— Se saa, du er træt nu, Hansemand, og maa i Seng for at du kan være flink imorgen … Moder gaar nok ind med dig.
Og han stillede Drengen ned paa Jorden, idet han nikkede til Hanne.
Hun forstod, at Jakob vilde skaane hende for at være Vidne til hvad der kom. Længe holdt hun ham omfavnet, kyssede ham inderlig og hviskede:
— Gud velsigne dig, Jakob, nu og altid!
Saa tog hun Hans ved Haanden og gik bort med ham gjennem Havelaagen.
Mølleren fulgte dem med Blikket, saa længe de var synlige, og vendte sig saa til Skovfogden:
— Vilhelm ! — ikke sandt, Hans maa jo nok —
— Stol du paa os — vi skal — Hanne vil jo — —
Skovfogden kunde ikke mer faa Ordene frem: — han nikkede blot og strøg sig med Haanden over Øinene. Det var ikke et Øieblik, da man turde give efter for Rørelse.
