522
Mølleren nikkede forstaaende og saae hen til Brønden. Nu talte hans Svigermoder med Fuldmægtigen. Brillerne blinkede, da denne dreiede Hovedet om imod dem. Hans Skikkelse, i den lange Overfrakke, løsnede sig fra Gruppen og skred fremad.
Ved dette Syn paakom der Mølleren et pludseligt Ildebefindende, og en Bølge af Bitterhed og Had, som han ikke kunde holde nede, steg ham til Hovedet: — det var hans Modstander; hvor havde han været paa sin Post overfor ham, kjæmpet med ham, med hver Nerve anspændt, for ikke at falde i hans Snarer! der kom han, nu vilde han triumphere.
Han følte, at dette var syndigt, og greb Skovfogden om Skuldren som for at søge Støtte hos Vennen.
Fuldmægtigen lettede paa sin Kasket, og hans skaldede Isse glindsede i Ildskjæret.
I det samme standsede han og vendte sig, ligesom dreiet om ved et frygteligt Brag, der fik Alle til at fare sammen og rette Blikket mod Møllen.
Kværnloftets svære Bjælkegulv var endelig brændt igjennem, og alle Møllestene styrtede samtidig ned og slog det allerede halvt fortærede Broloftsgulv igjennem. Tre Par af dem knustes mod Underkjørslens Brosten, saa Splinterne røg omkring.
