104
Menneskeløget Kzradock
store, nye Epoke, der vilde oprinde for Menneskeheden: Fornuftens Paradis her paa Jorden. Jeg talte om det, jeg elsker med Forstaaelse … om ikke med Hjertet.
Jeg kunde paa Stilheden høre, hvor de lyttede, og jeg gik videre:
Jeg fortalte om, hvilke Kampe, det havde kostet, inden Menneskeheden havde vredet sig ud af Løgnens Mørke. Hvorledes Religion efter Religion var faldet, indtil Sandhedens og Fornuftens Lys kunde straale klart. Jeg talte og talte. I store levende Billeder, i brogede Arabesker, i Lyn paa Lyn! Jeg talte mig varm, hed, kogende. Jeg talte mig glad, lykkelig, beruset. Jeg talte mig god, mild og sejrsæl. Og hvor de lyttede dernede!
Ikkesandt? De maatte jo forstaa!
Jeg havde helt glemt, hvem jeg talte til!
Og saa skete det forfærdelige:
Jeg hørte en Latter bag mig.
Først svagt, underlig fjærnt, saa højere og højere. Den skar min Stemme over, den brød ind i min Hymne til Fornuften. Nu lød den højere og højere … hidsende. Jeg
