105
Menneskeløget Kzradock
søgte at overdøve den ved at tale saa gennemtrængende, jeg kunde. Men forgæves … den knaldede i, kaglende, hujende. Midt i en Sætning maatte jeg bryde af, midt i en af mine skønneste Sentenser maatte jeg vende mig …
Og der laa Kzradock paa Gulvet … i Krampe, grebet af en Krampelatter, der fik hans Bryst til at hæve og sænke sig som i den stærkeste Aandenød. Sindssygen lyste klart ud af hans Øjne. Han skreg i Vanviddets Lykkeberusning. Han lo som den, fra hvem man har taget alt … undtagen netop Latteren! Han væltede sig i Latter, boblede som en Sump af Latter, blæste sin Latter ud i Rummet akkurat som en Glaspuster tømmer sine Lunger i den mægtige Glasblære, der skal fyldes Han skreg, han sang, han hulkede og græd af Latter. Han laa knyttet som en uløselig Knude af Muskelkraft, en Energiudløser for Verdensrummets Haanlatter …
Og jeg, som havde talt Fornuftens Sag op til Ekstase — ja, jeg følte noget af det samme som han dér, … ham, der laa dér … jeg
