150
Menneskeløget Kzradock
det vil koste mig min sidste Kraft. Se nu efter … lyt og se!
Det var som om hun kastede alt sit Haar over mit Hoved, jeg mærkede som et Vingesus, der slog ned over mig, og jeg fornam Duften fra hendes Hud og hendes Haar. Saa blev alt stille, og jeg følte et usigeligt Velbehag, der fik mig til at lukke Øjnene. Da jeg atter slog dem op, stod der et lille Barn ved hendes Fødder, et lille treaars Barn, der med store uskyldige Øjne saa i mine.
— Er det en Dreng? hviskede jeg.
— Naturligvis er det en Dreng, svarede hun. Kan du ikke se det? Og det er vor Kærligheds Barn, som jeg selv nu ser for sidste Gang. Læg Mærke til hans uskyldige Øjne, hvor de dog ligner dine. Vil du ikke tage ham i dine Arme? Vil du ikke lege lidt med ham?
— Hvad hedder han?
— Han hedder Renard.
— Er det sandt?
— Renard! Han er opkaldt efter sin Fader. Han hedder Renard de Montpensier …
