11
Menneskeløget Kzradock
Og jeg gik helt hen til ham, greb hans Hænder og mine Øjne søgte hans. Hvor de laa dybt, disse Øjne, og hvor deres Pupiller var udspilede, hvor Blikket var flakkende. Jeg tog hans Arm og da jeg førte ham mod Døren, følte jeg, at der gik et Glædesgys igennem ham som en svag Bølge. Og da jeg henne ved Døren standsede et Øjeblik fornam jeg ligesom et sagte Greb i min Haand. Kzradock, ikke sandt, dette Greb betød: før mig for Guds Skyld videre! Jeg havde ventet det og jeg standsede kun her paa Dørtærsklen, fordi en Gysen ved Tanken om, hvad der nu skulde komme, gennemrislede mig…
Men saa aabnede jeg Døren.
Vi traadte ud i den lange Gang — i den mægtige Korridor, hvor alle Værelserne i denne gamle parisiske Sindssygeanstalt munder ud. Hvor mange vanvittige Rædsler kunde denne Korridor ikke fortælle om! Alt hvad Paris har avlet af Mysterier har den kendt … det er en Rædslernes og Martyrernes Korridor; her er aldrig stille. Fra en Celle høres Skrig og Skraal, fra en anden Banden og Syngen, fra en tredje enstonig Sang,
