112
var det en Del nybyggede Huse, der havde flokket sig omkring en Skole, en Mølle eller en Købmandshandel. De mange smaa røde og blaa Tage ind imellem Straatagene fik Flokken til at tage sig ud som store Buketter af spraglede Efteraarsblomster.
Andre Steder var det en Klynge gamle Gaarde, der laa og lunede sig ind til hverandre med Pilebuske og Hyldetræer paa de graa Sanddiger, der forbandt det ene Hjem med det andet
Mod Vest havde man den milelange Række af Søer, som alle var forbundne. Hist bugtede de sig ud til hele store Vande, hvis urolige Bølger fortalte om deres Dybder, her snævrede de sig ind til smaa bæksmalle Løb, der næsten helt forsvandt mellem de grønne Engbredder. — Nu var de forbi. — Nej, se der! — Atter bag den nye Bakkeknude dukkede der et Søspejl frem — som en blaanende, blinkende Overraskelse laa det der og tittede saa smilende og skælmsk midt i den sorte enstonige og alvorlige Hede.
Men fremefter mod Nord, der standsede Blikket først derude ved Købstaden. Her hvor man var, her var Landevejen og Heden, fremefter der havde man den lille rødtagede By paa den langstrakte Bakkeskrænt, med Aa og med Eng foran sig og med Skoven og Fjorden som Baggrund. —
— Saa pludselig naar man mindst anede det, saa løb Vejen ned i en dyb Sænkning og alt det, man havde haft saa travlt med at kigge paa deroppe fra Heden, var med et forsvundet. Man saae sig om og syntes, man var som ført hen til en hel anden Egn.
