I
Store Povl hed en Mand, der boede Østen i Sødalen.
Der laa her i en Sænkning, som var omtrent helt skjult for Kirkebyen, en Klynge Gaarde, som de kaldte Søgaardene. I den østligste af dem — Gyvelgaarden hed den — boede Povl.
I Begyndelsen af forrige Aarhundrede var der en halv Snes Gaarde ialt; men store Povl, der var en usædvanlig driftig Mand, som næsten hvert Aar forøgede sine Jorder, nedlagde de fleste af dem.
Først fik han ved Giftermaal een af dem lagt ind under Gyvelgaarden og lidt længere frem købte han et Par mindre Ejendomme, som han gjorde det samme med.
— Saa har vi saa meget, — sagde Povl. — Han havde trukket sin Kone ud til Ladegavlen for at vise hende, hvor Markskellene nu gik.
— Saa meget!? — vrængede Ekkoet spottende efter oppe i Laden.
Det var paa en Tid af Aaret, hvor Korngulvene stod tomme og Gensvaret lød som stod der En bagved Povl og gjorde Nar ad ham.
— Da nu Treaarskrigen kom og vendte omkring paa saa mange Ting, naaede dens Forstyrrelse ogsaa
