Side:Mens Aarene gik.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

10

til Søgaarde: Der var to af Gaardmændene herfra, som "blev deropp' i æ Sønden", og en tredje blev slaaet til Krøbling og kom hjem som en sølle Stakkel, der ingen Ting kunde bestille.

Her havde der været god Lejlighed til, for en virksom og velhavende Nabo, at komme Enkerne og den Svage til Hjælp.

Men saadan tænkte ikke store Povl.

Jo, han var villig nok til at laane dem Penge, naar de trængte, men mod en blodig Rente. Og saa forøvrigt lod han dem sidde og hutle med de Bedrifter, som de tydelig nok ikke kunde magte, til det var gaaet saa stærkt tilbage for dem, at deres Gaarde kunde købes for en Slik.

Saa var Povl der med sine Krav, tog deres Ejendomme for Spotpriser og lagde Jorderne til dem, han alt havde. Udhusene omkring paa de forskellige Bopladser brød han ned og byggede i Stedet store pralende Vaaninger oppe paa Gyvelgaarden. De gamle Stuehuse lod han derimod blive staaende. Dem lejede han ud til de skibbrudne Familier, saa de forrige Gaardejerfolk nu kom til at sidde som Store Povls Indsiddere. Dette Forhold gottede ham svært.

— Saadan var 'et s'gu vi sku' ha' et'! — sagde Povl.

Han havde trukket sin Kone og Søn med ud til Ladegavlen, hvor han med store Armsving pegede hoverende ud over sit udbredte Jordsmon, og han glemte heller ikke at gøre dem opmærksom paa, hvor fattige og kummerlige de sølle enslige Indsidderhuse tog sig ud, der rundt omkring paa de ruinerede, nedlagte Gaardsteder.