11
— Jo, saadan var 'et s'gu vi sku' ha' 'et! — sagde han atter og stod der og grinede med sit skæve Flir.
— — vi sku' ha' 'et! — ha' 'et?! — klang Ekkoet deroppe fra den knejsende Lade. — Men igen lød det saa skurrende, som en haanende, vrængende Røst fra En, der holdt Povl for Nar.
Store Povls eneste Søn lignede ikke ret Faderen.
Han var nok, som han, dygtig til at slide og ødte ikke noget, men holdt godt sammen paa det, der var.
Men han havde ingen Trang til at samle mere, ja, det sagdes, at han ligefrem gik imod Povls Griskhed og i Stilhed havde Øje for, at Faderens Færd ikke nær altid var saa redelig, som den burde være. Et Par Gange — saadan gik Rygtet — havde han endda prøvet at hjælpe nogen af dem, der havde maattet bukke under for Povls Haardhed.
Men han var saa indesluttet og menneskesky, Niels Povlsen, saa næsten ingen kunde faa et Ord af ham. Han kom aldrig i de Unges Lag og han var saa ræd for Kvindfolk, at det var en staaende Spas for lystige Pigebørn at byde sig til med alt muligt; thi de vidste, at Niels Povlsen vilde te sig, som han ønskede, at han kunde krybe i et Musehul og gemme sig for dem.
Store Povl havde nok gjort sig mange Anstrængelser for at skaffe Sønnen en Kone. Ja, naar Folk saa Povl komme jagende over Markerne i sin langskødede blaa Vadmelsfrakke over Højtidsvesten med de store Sølvknapper, med Søløveskindskabudsen trykket fast ned-
