12
over de lange graa Nakkekrøller og et særligt snedigt Flir om den skævtoptrukne Mund, saa sagde de altid, at han var ude at fri for Sønnen.
Løgn var det jo som oftest; men ikke altid.
Og i Aarenes Løb havde Povl faktisk gjort Besøg i mange Hjem, hvor der var giftefærdige Døtre, og ogsaa hos en Del af Enkerne.
Men hvor nu Skylden laa, nogen Frugt havde hans Anstrængelser ikke baaret, og baade han og hans Kone blev gamle og aflægs, uden at der var Tegn til, der skulde komme andre Arvtagere efter dem end den ene Halvtumling, de saae.
En Dag i store Povls sidste Levetid trak han da denne Søn med sig ud til Ladegavlen for endnu en Gang med Fynd og Klem at tale til ham, — tale om hvormegen Møje han havde gjort sig for at samle til Bo, tale om hvor Markskellene een Gang gik, og hvor de nu var, tale om hvor meget Nyt han havde bygget i sin Tid, og hvor meget han havde forbedret paa baade Jorder og Boplads, tale om alle de Grunker, der stod i Sparekassen og de, der laa i Skabene og Kisterne, tale, ja, og saa spørge: Og naar nu de gamle var døde og Niels uden Børn, hvis skulde det saa altsammen være?
Ja, han tog ham i Skuldrene, den sære tunge, tavse Ka'l og ruskede ham og raabte: Ja, det er dig, jeg spørger: Naar vi er døde og naar du er død, hvem skal saa ha' 'et? — Hvem skal ha' 'et?! —
— — Hvem skal ha' 'et?! — — lød det med skraldende, drillende Haansrøst bag dem.
Og Ekkoet rullede afsted fra Hanebjælke til Hane-
