13
bjælke deroppe i den hovne, knejsende Lade: — Hvem skal ha' 'et?! — — ha' 'et?! — lød det. — Og i lutter tirrende Spørgsmaalsudraab blev det ved helt ned til den anden Ladegavl: — Hvem skal ha' 'et?! — — ha' 'et?! — — ha' 'et?!
Men af Svar kom der ingen — ikke et eneste. Og Store Povl og hans Kone maatte lægge sig til Hvile uden at have faaet noget.
— — Den Dag, de begravede Povl, rejste der sig en saadan hvinende Brandstorm af Nordvest, saa det næsten ikke var muligt for Folk at stride sig frem til Gaarden, og de havde nær ikke faaet Liget baaret til Vogns. Ja, selv Køretøjerne havde deres Besvær. Det kunde tvinge Vognene ud af Sporene, saadan blæste det.
Og da Ligskaren efter Begravelsen skulde køre fra Kirken og hjem til Gildesmaaltid, saae Folk, at et af Gyvelgaardens veltækte Hustage var sønderflænget og afblæst. Vesterhusets Sparretrær stak nøgne til Vejrs som de pillede Ribben paa et Aadsel.
Uha! — Der gik et Gys igennem dem, da de saae det. — Hvad skulde nu det betyde?
Skaden var vel ikke for stort at regne. Det var jo Foraar, Husene tomme, og der var god Raad til at lægge nyt Tag. — Men det saae grimt ud. — Og at det just skulde ske den Dag. — Hm — hm. — Hvad mon det var Varsel for? — Uha! —
Der krøb en sær isnende Uhyggefornemmelse igennem Folk, som Gyvelgaarden kom frem for Synet.
