17
Folk havde søgt i nogle Dage efter Niels Povlsens Lig, men ikke fundet det. Nu tvang Isen dem til at opgive deres Søgen — foreløbig.
Kjesten havde ingen Ting gjort for at faa det fundet, og Folk var lede ved hende. Der var ingen, der gad snakke til hende om noget saa alvorligt.
Tidlig paa Foraaret drev det saa i Land af sig selv, men det havde nok ligget i Stranden en Tid, før et Par Fiskere tilfældig en Dag fik Øje paa det.
Og hvad var det saa, de fandt?
En Menneskehaand her, et Ben hist og Klæderne flaaet og flænget. Ræve og Rovfugle havde haft fat i det og mishandlet det, saa det var kun Stumper og Stykker, man fik Samling paa og lagt i Kiste. Ja, saadan stod det til.
Men at den stille, hæderlige Mand skulde komme i Jorden paa saadan vild og grufuld Maade, det rystede Folk stærkt. Herregud, hvad havde han vel gjort? — Havde han ikke altid gaaet der saa fredelig og skikkelig imellem dem? De kunde jo staa frem og vidne, hvemsomhelst i Sognet det skulde være, at der var ikke det Væsen til, der havde et eneste Gran over Niels Povlsen at klage.
— Der var et meget stort Ligfølge ved Begravelsen, men tage med hjem fra Kirken til Spisegildet det var der kun faa, der vilde. De undskyldte sig med, at der var ingen Maane for Tiden, Aftnerne var saa begmørke.
Og som de stod og talte saadan, kunde Øjnene søge derned ad Søgaarde til: Uff! At skulle køre væk fra Gyvelgaarden ved Senaftenstide. Huha! Nej!
Mens Aarene gik —
2
