18
Det var, som de allerede her ved Kirkestenten, hvor de stod, fornam alle Slags Uhygge og Grufuldheder som snigende Genfærd bag deres Rygge.
— — Det varede meget længe, før Sødalsboerne fik al den Særhed og Uhygge ved Niels Povlsens Dødsfald ud af Sindene, og hver Gang Øjnene søgte derned ad Gyvelgaarden til, kunde det isne dem ind til Marven, og Knæene kunde skælve under dem.
I Forbindelse med Niels Povlsens Død havde
Folkene ogsaa en lille Ting at fortælle om Provsten.
Det var en Dag, nogen Tid efter Begravelsen, at han kom kørende ad Landevejen, der løb ned forbi Søgaardene. Her saae han da Kjesten hoppe om bagved Gyvelgaarden i de fjantede, opstadsede Klær, hun altid gik og majede sig ud i, og som ikke havde nogen Slags Lighed med de, der var brugelige blandt Folk dèr paa Egnen.
Han stod da ud af sin Karet og indhentede hende bagved en skjulende Bakkeskrænt. Her lagde han Haanden fast paa hendes Skulder og sagde til hende:
— De har Niels Povlsens Død paa Deres Samvittighed. — Er De klar over det? —
Og da Kjesten ikke straks svarede, gentog han med høj Røst sin Beskyldning:
— De — De — er Skyld i Niels lod sit Liv! — Forstaar De det? —
Da slog Kjesten en stor Skogger op:
— Niels Povlsens "Liv", ha-ha! — Niels Povlsens
