52
hans Mor gav sig til at hujskogre over den her Strikke, som Frants havde hængt sig i.
— Jeg vil sige Provsten rent ud, at jeg havde den grueligste Lyst til at slaa dem ihjel allesammen! — Ja — det er helt sandt, hvad jeg siger, jeg ønskede, jeg kunde tage og slaa dem ihjel allesammen lige paa een Gang! — ogsaa min Mor, der dansede rundt med "Jens Røver" og saae ud som en tyrvild Ko. — Ja, det havde jeg Lyst til — bekræftede han fast og energisk sine Hensigter. — Det havde jeg!
Nu var det jo nok gaaet saadan, at Dunken ingen af dem havde ramt, men det vilde han ikke, der skulde regnes med. Han vidste nok, hvad han havde haft Vilje til, og det skulde der ikke vendes og drejes ved. Det var ham, der havde myrdet Kjesten, og det var ogsaa ham, der var Skyld i, at "Jens Røver" nu laa og vred sig dernede i Huset og vistnok havde brækket sit ene Laar.
Ja, Niels havde ikke en Gang ladet det blive ved at smadre Dunken. For skønt han havde set sin Mor falde og bløde forskrækkeligt ud af Hovedet, havde han endda været i en saadan rasende Hadstemning, at han havde taget alle de Spølkumsskaale, de havde drukket af og smældet dem een for een den samme Vej som Dunken. Ogsaa de splintredes imod Kakkelovnen, og der føg saadan af Skaar baade oppe og nede, at hele Stuen tilsidst havde set ud, som den var hyllet ind i et flintrende Hagelvejr.
Der kunde Provsten nu selv høre. — Mon han vilde have mere?
— Provsten havde staaet ganske stille foran Niels
