51
Jægermesterens, som paa den Tid var i Provstegaarden, kom ud i Køkkenet og fik den ventende Dreng at se, saa kendte de ham, og vidste hvad Rygte han havde. Og saa gik de straks ind og sagde det til Provsten, fordi det anede dem, at der maatte være et eller andet alvorligt paa Færde.
Kort efter blev Niels kaldt ind.
Da han kom ind til Provsten, sagde han straks:
— Ja, jeg kommer for at sige, at jeg har ikke forbedret mig som Provsten sagde jeg skulde. — Nej, nu er jeg bleven meget værre. —
Han forsøgte at grine af det; men han havde ikke saasnart sagt det, før han brast ud i en hektisk Hulken, og saa førte han i det samme den ene Arm skjulende op for Øjnene. Saadan blev han staaende der lige indenfor Døren.
— Naa, er du det min Dreng — svarede Provsten ham. — Det lød meget roligt og fri for al Overraskelse.
Provsten gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og lod imens Drengen græde i Fred. Men da han omsider havde faaet lidt Ro paa sig fik Provsten ham jo til at fortælle om alt, hvad der var sket dernede i Indsidderhuset og hvad han havde gjort. Og da tog Niels Armen væk fra Øjnene.
Han maatte dog se, om ikke Provsten blev rystet og forfærdet ved at høre om de Hændelser fra i Nat.
Thi Niels lagde ingen Skjul paa, hvor rasende han havde været, da han laa derinde i Alkoven og ikke kunde sove for deres fordrukne Spektakkel, og hvordan det især havde kogt i ham af ædende Had, da
