50
imod Kjesten, idet han dejsede. Hun maatte med ham ned.
Og hun kom til i Faldet at hugge Hovedet i Stykker mod en spids Kant af Kakkelovnen, Blodet sprøjtede ud af det til alle Sider. Det saae ækelt og fælt ud.
Men hun blev ogsaa liggende, hvor hun faldt — og hun rejste sig aldrig mere.
Da Provstens Kokkepige den Morgen var ude at
hente Brændsel og skulde til at gøre Ild paa til
Kaffen, blev hun meget forbavset ved at se en
sortkrøllet Knægt i forrevne Klær gaa og liste om ude i
Porten.
— Hvad skal du her? — sagde hun til ham og saae lidt hvast paa ham.
— Je' ska' tal' med Provsten — svarede Drengen.
— Saa-aa. Naa skal du det. — Mon det ikke er noget, du kan sige til mig? — prøvede hun.
Provsten var jo ikke staaet op endnu og kom nok heller ikke det første Par Timer.
Nej, han kunde ikke sige sit Ærinde til andre end Provsten.
Naa, det var af saa stor Vigtighed, — smilte hun skeptisk. — Jaja, saa fik han da at vente.
Da Kaffen var færdig, fik Pigen ham samlet ind i Køknet og gav ham en Kopfuld sammen med Mad og Kage. Saadan var Husets Skik.
Men da Frøken Marta og Frøken Alvilda ovre fra
