49
riv-mig! — Hahahah! — Og de var ved at vælte Huset af Grin.
— —
Bitte Niels Povlsen var der ingen, der havde tænkt paa.
Men han havde ligget i Sengen og hørt og set det hele. Saa havde han rejst sig derinde bag Omhænget i den halvmørke Alkove og faaet samlet sine Klæder paa sig.
Nu sprang han ud paa Gulvet og stod ganske uventet midt iblandt dem.
— Aa, I er jo fra Jer Forstand! — I er jo fuldstændig fra Jer Forstand! — raabte han til dem. — Enten nu Frants var min Far eller ej, saa ved vi da, at han var din Mand! — hvæste han Moderen ind i Ansigtet.
Og saa snappede han Dunken fra dem og smed den af al sin Kraft ind imod Bilæggerovnen, saa den røg i hundrede Stykker.
— Kvirrr — kvasss! — Det gav et saadant Rabalder, at den snorkende Thommes Vendelbo sprang skrigende op fra sit Leje, mens Dunkeskaarene faldt til alle Sider og laa strøet over det hele Gulv.
Ovre i Krogen ved Frammersdøren hændte det, at "Jens Røver" traadte paa een af dem, og i sin halvfulde Tilstand tabte han Ligevægten ved det og faldt lige saa lang og knokkelplump han var.
Uha, saadan Brag det gav i det gamle, brøstfældige Hus.
Jamen han faldt heller ikke alene. Han var tørnet
