Greth i Korshuset har det ikke godt med den Søn, hun har faaet at trækkes med, og hun har endda ikke mere end den ene.
Hun har forresten heller ingen Døtre, og hendes Mand er død for mange Herrens Aar siden. Derfor var det naturligvis dobbelt trist, at han, Sønnen, gjorde hende saa mange Knuder og næsten til Hverdagsbrug fyldte hendes Sind med Ærgrelser og med Uro for hans Fremtid.
Se, havde hun nu f. Eks. ikke siddet der i fire stive Klokkestunder og "lappereret" — som hun sagde — paa hans gamle Bukser, sat nydelige, firkantede Klude paa Knæerne og et Stykke Tøj paa Bagdelen, saa stort, saa der var ved at kunne have blevet en hel ny Vest af det — og hun havde skarret det akkurat lige nedad Midten og faaet Kludene til at falde ad, saa det var saa glat og fint, at hun kanske kunde have faaet Præmie for sit Arbejde, om hun havde faaet det sendt paa den her Husflidsudstilling, de nylig havde holdt derude i Købstaden.
Men Jens, hvad sagde saa han til alt det?
Jo, han lod Greth' staa og præsentere sig Bukserne, vende dem og dreje dem efter alle Leder og Kanter, berømme Lappekludenes Holdbarhed, berømme Ar-
