60
bejdets sjældne Vellykkethed, udmale hvor længe de Bukser nu var i Stand til at vare, og hvor nette — ja efter Greth's Mening ligefrem pyntelige — de efter hendes Behandling vilde tage sig ud paa Jens' næsten to Alen lange Ben. Og da hun saa langt om længe gjorde en Stands for at høre et Par Ord til Svar, saa var det, Jens koldsindigt sagde:
— De Bøvser dèr, Mor, de er kasseret for mere end et halvt Aar siden — og slog i det samme flot afværgende ud med Pibespidsen mod baade Greth' og "Bøvserne".
Naa, var det da noget Under, at Greth' kom i Kog i et saadant Øjeblik?
— Hvad er 'et, du siger, din vanartede Knægt, tør du vove paa at kassere dit Klædemon, før du har spurgt din Mor til Raads? Tør du vove at vise dig storsnudet overfor et Stykke Arbejde, din Mor har siddet og slidt med en hel halv Dag saa at sige? — tør du — skal du — understaar du dig — — —? — Greth' var ved et snøre sammen i Halsen af Vrede, mens hun samtidig gjorde stumme Tegn for at vise ham, at der ikke var saa meget som et Gran af Rimp eller Krimp at opdage ved et eneste Sting, og omsider udløste hendes kvælende Sindsbevægelse sig i det ophidsede Udbrud:
— Du var ikke bedre værd, din Vigtigpraas, end du skulde tærskes om dine Øren med de Bukser, lige til der ikke var en Trævl mere af dem! — og nu var det let at høre, at Greth's Graad ikke var langt borte.
Men derefter skete saa det, som altid skete med Jens fra Korshuset, han slog højre Haands Bagflade
