65
at se paa Sønnen fra en noget mere fortrøstningsfuld Side.
Sandt var det jo dog, hvad Line sagde, at Jens tjente selv de Penge, han brugte, og betalte selv de Klær og Støvler, han sled, sandt var det ogsaa, at han havde tjent paa samme Sted nu i samfulde syv Aar og med Lønforhøjelse for hvert Aar, og sandt var det ogsaa, at han kiggede der hjem til sin gamle Mor baade tidligt og sent, ja snart sagt lige saa tit, han havde saa megen Fritid, at han kunde slæntre der tværs over Agrene og ned til det hvidkalkede Korshus.
Og naar Line lo himmelhøjt over Greth's Sammenligning med sin Søn og Kludekræmmerens Herman og Smedefolkene med deres ti Rollinger, saa var det jo ogsaa rigtigt nok, at den haltede; for Herman drak og spillede jo alt det op, han tjente, hvad der paa ingen Maade kunde siges om Jens, og hvordan han vilde te sig, om han fik en Familie paa en ti, tolv Børn at sørge for, det kunde Greth' vel endelig ogsaa vente med at spekulere sig fra Samling og Nattero over, saa længe Jens hverken var gift eller forlovet eller havde noget Afkom at sørge for.
Men dette her Hop i Vejret paa de lange, skanglede Ben, Haandbagen i Klask mod Lofterne og saa dette taabelige, meningsløse, rent ubegribelige Huj: Fjorten! Nu siger jeg Pinedød: Fjorten! — det var nu det, der pinte Greth' allerværst. — Hvordan skulde hun dog faa ham vænnet af med det? — Hvordan i Himlens Navn skulde dog Greth' faa Bugt med ham og faa ham til at lade det være?
Før det skete, kunde det jo aldrig hjælpe at tænke
