64
Greth's Tankegang, men egnede sig jo ikke til at gøre hende blidere stemt mod Sønnen. — Og her sad de endda, de Kvindfolk, og snakkede om at slide de andres aflagte Sager og om at "rimpe Hullerne sammen". — Som om det havde nogen Slags Lighed med at faa sine egne Klær bødet og "lappereret" hjemme hos sin egen Mor — og det endda uden nogen Slags Ulejlighed for Mandfolket selv og uden nogen Slags Bekostning. — Nej, det var som Stine Smedekone sagde, hvordan skulde Smaafolk føde Børn op og komme frem her i Verden, naar de ikke holdt sammen paa det gamle og sled det til sidste Trævl? — Hvordan skulde vel Greth' selv og hendes Mand have faaet Hus og Ko og det andet, om ikke de havde været saadan til Sinds, — og hvordan skulde det vel gaa Jens, den tovlige Fløs, naar ikke han paa nogen tænkelig Maade var til at faa til at høre efter, hvad man sagde ham eller var til hverken at true eller tigge til at næmme den Slags Fornuft? — Han endte vel i Fattighuset, skulde En faa at se? — Ok, ok! — Eller kanske der, som værre var?
— Og saa — og saa — ja, saa var det alligevel ikke det med de for tidligt kasserede gamle Klær, der pinte Greth' mest. — Nej, men om han endda blot vilde lade være med dette her: "Fjorten! — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten!"
Ja, for naar nu Greth' var allermest oprevet og forærgret over ham, den selvraadige Knægt, og hun saa traf at komme til at snakke med den sindige Line Dueholm om Sagerne, saa kunde det jo alligevel gerne ske, at hun — ihvertfald for en Tid — kunde komme til
