63
Greth' "sad helt godt i 'et", som de sagde. Der var dem, der mente, hun havde en pæn Skilling i Sparekassen derinde i Købstaden; men det var der nu ingen, der havde hel Vished for; Greth tav om det. Men at hun havde baade Ko og Gris, Faar og Høns, det var synlig for alle.
Og hvad kunde det saa alligevel hjælpe hende, kunde hun snakke til Kreaturerne om de Sorger, hendes Søn forvoldte hende? Nej. —
Saa maatte hun jo give sine Kvaler Luft overfor Nabokonerne, naar de ved Lejlighed kiggede ind og fik sig en Snak ved en Taar Kaffe.
— Ja, min Herman, han skal nok tage det gamle med, — snøvlede Kludekræmmerens An' Sofi. — Han gik saamæn nu i Høstens Tid og sled et Par gamle Bukser, som hun havde tigget til ham af Drees i Thinggaard, forklarede hun og skyndte sig at drikke Kaffen ud, saa der kunde blive Tid til at faa en Taar mere i Koppen.
— Ja, vor Morten, han kimser heller ikke ad sine gamle Klær, — snakkede Stine Smedekone, — især da ikke, om en kan faa Stunder til at faa Hullerne rimpet sammen paa dem en Gang imellem. — Og hvordan skulde vel ogsaa Stine og Smeden have født ti Unger op, om ikke de allesammen, baade Forældre og Børn, havde slidt det gamle saa længe, der var en Trævl af det at slide paa? — spurgte hun.
— Se, der kunde En jo høre, hvordan andre Folk tænkte og bar sig til, drog Greth' sine Slutninger.
Hm, hm. — Saadan Snak faldt godt i Traad med
