62
noget i Vejen for. — Er der vel, Jepp'? — endte hun og saa' forventningsfuldt efter Skomagerens skelende Øjne.
— Nej, — Jepp' gav hende Ret, Støvlerne kunde blive udmærkede, de kunde blive saa fine, saa Jens for den Sags Skyld gerne kunde staa Brudgom i dem, ivrede han.
Naar saa efterhaanden Tingene var bleven saadan sat op, at Greth' syntes, de var saa nydelige, saa "en rigtig Proprietær kunde være pyntet med dem", saa præsenterede hun dem for Jens, der næsten altid om Søndagen eller om Aftenerne efter Nættertid kiggede derhjem til hende.
Og Jens lod hende vise Sagerne frem, staa og snakke og snakke og sige, hvad hun vilde, for saa, naar han kunde mærke, det trak op til en mere gribende Sindsbevægelse, at bære sig ad, som han altid bar sig ad, klaske Haandbagen i Loftsbrædderne og raabe:
— Fjorten! — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten!
Og saa sprang han ud af Døren med de sædvanlige snurrige store Buesving af de urimelig lange Arme og Ben og et stort Flir i sit grovtskaarne, godmodige Ansigt.
Og der stod saa Greth' med Sokker eller Skjorter, med "Bøvser" eller Støvler, og ingen kunde jo undres over, at hun var harm og krænket og oprørt over en saadan Utaknemlighed — og over en saa aparte Behandlingsmaade.
