67
Det var jo lige meget, hvem saa der mødte Jens, saa kendte de nok hans Facon. De skulde bare slænge et Par Ord til ham, der endte med et Slags Spørgsmaal, saa var Jens der med et himmelhøjt Spring og Haanden i Vejret: — Nu siger jeg s'gu: Fjorten! — Fjorten du! — Kom han ind paa Kroen en Søndag efter Kirketid og Folk raabte til ham: — Naa, Jens, hvad siger du saa til en Kaffepuns?
— Jeg siger Pinedød: Fjorten!
Kom hans Husbond ud i Laden til ham, naar han var ved at tærske, og spurgte ham: — Naa, Jens, hvad vilde du sige til, om vi tog og lavede os noget Tag af den Rughalm?
— Jeg siger: Fjorten! — sagde Jens.
Kom han til Gilde eller Legestue, saa endte han altid sine Danse med at hviste Pigerne imod Loftet, saa Skørterne suste om dem. — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten! — lød hans Ord.
Hændte det, han blev skubbet under Dansen eller traadt paa Tæerne, var der et Spræl og Huhej fra den Side af Stuen, hvor Jens befandt sig, og der stod et helt Gny af: Fjorten! — Fjorten! — Fjorten! ud af hans Mund.
Ja, de fortalte endog, at en Søndag, hvor de havde det store Uheld nede i Kirken, at Kirkedøren under Gudstjenesten blæste i for dem, og Nøglen kom til at sidde udvendig, da var Jens den eneste, der bevarede Fatningen og bar sig ad som sædvanlig. Præst og Degn og Menighed de strømmede bestyrtede sammen i Vaabenhuset for at drøfte den vanskelige Situation og gned
