Side:Mens Aarene gik.djvu/78

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

68

Panderne i stor Fortvivlelse for at hitte paa Raad og Udvej.

Men Jens, han gjorde, som han plejede, et himmelhøjt Spring med Haandbagen mod Bjælken: Fjorten! — lød det ud over Forsamlingen. — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten!

Det blev forresten ved denne Lejlighed et forløsende Ord, fortalte man, for der hang en gammel Reservenøgle oppe under Loftet, som ingen havde husket paa, men som nu ved Jens' Slag drattede ned i Hovedet paa dem og reddede dem ud i det Frie.

Hvordan Jens havde faaet begyndt med den sære Vane og det mærkelige Raab, det var der ingen, der vidste; som stor Dreng havde han et Aars Tid haft Tjeneste udensogns, og da han kom hjem til Egnen igen, saa kunde han det — og beholdt det.

Det hændte naturligvis, at ældre Folk kunde ryste paa Hovedet ad ham og mumle et: Fjollehoved eller Narrifax efter ham; men saa var der jo altid de gode, solide Egenskaber: Paalidelig Arbejdsomhed og godmodig Skikkelighed at lægge i den anden Vægtskaal, og de tyngede svært til. Og selv om hans Hop i Vejret ikke kunde siges at klæde hans lange, skanglede Krop, var han dog ikke, som hans Mor troede, til Nar og Grin for sine Bysbørn.

Men det forstod sig, der var jo nok sindige Mennesker, der i deres stille Sind kunde tænke som saa: Ja, den Slags kunde gaa, saa længe Folk havde deres pure Ungdom at sprælle af, men naar de som Jens Korshus nu var kommen et godt Stykke ind i Tyverne, saa skulde de alligevel hellere se at menesere med Spræl-