82
Spørgsmaal, fandt han efter en lille Pavse paa at opfordre Medlemmerne til at staa frem og bekende deres Synder. Det mente han kunde være Bekenderen, som gik og følte sig trykket, til stor Lettelse og til Styrkelse i Troen, og det kunde tillige være Forsamlingen til Opbyggelse; thi sandelig, da vilde Menigheden hjælpe den svage Broder eller Søster med Bønner og Paakaldelser, "at Jesus maatte komme til ham med sin Naade og give ham at drikke af Lammets Blod".
Niels Olesen tørrede sig atter over Panden, og hans Øjne foer bag Lommetørklædet skævende benover den tilbageholdne Forsamling, — næsten som han vilde sige: Kom dog frem een af Jer, bare for en Afvekslings Skyld! Forstaar I ikke, det er drøjt ene Mand at skulle trække det hellige Læs? —
Men det saa ikke ud til, at nogen vilde efterkomme Opfordringen.
Da rejste endelig Landhandlerens Karine sig.
Hun havde siddet i Bænkekrogen deroppe ved Overbordenden, hvor Niels Olesen havde staaet og præket, og mens flere havde haft Vanskelighed ved at holde Døsigheden paa Afstand, havde Karines Øjne hængt ved Niels Olesens Læber med en brændende Nidkærhed.
Nu var hun meget rød i Kinderne og slog Øjnene bly ned; men saa man nøje til, syntes der i Mundkrogene at være som en Antydning af Smil. — Naa, men Karine slog sig for sit fyldige Bryst sigende:
— Herre Jesus Christus, min Frelsermand, jeg bekender, at jeg er et skrøbeligt Menneske, "der synder daglig meget, og fortjener vel idel Straf", som skrevet
