104
Denne Forsikkring, som jeg visselig tidt havde hørt, var kun slet skikket til at berolige mit heftige og varme Hjertes Tvivl. Det brændte af Længsel efter at prøve sin Kjærligheds og Overbeviisnings Kraft i Kamp mod denne Gud, hvis det var sandt, at han virkelig havde givet saa uretfærdige Love! Hvor skulde jeg finde ham, for af ham selv at erfare, om man gjorde ham Uret, eller om han virkelig tillod at man gjorde Uret i hans Navn. Var der isaafald ikke en anden Gud, hvis Lov var Frihed og Kjærlighed, lige Vilkaar for alle hans Børn, lige Delagtighed i Livets Kamp og Møie — lige Andeel i Seirens Ære og Lyksalighed. Jeg begyndte med at fatte Mistro til Verdens Gud og endte med at betragte ham som min Fjende. Men dette var kun Drømme! mit Hjerte gik over Granhækken til mine gamle Venner — mens Kammerjomfruen pyntede mig i Flor og Silke! Min Indbildningskraft førte Krig med Verdens Ære, Glæde og Retfærdighed — men i Virkeligheden bandt Forholdene mig til Verden, og Clara gjorde mig den kjær. En fælleds Kjærlighed er et stærkt Baand! saalænge hun var Verdens Afgud, havde den Deel i mit Hjerte, og jeg figurerede, om ikke med Ynde, saa dog med en vis Lethed og Sikkerhed som en halvvoxen Pige i mine Forældres Selskaber, uden at den Sammensværgelse jeg havde stiftet i mit Hjerte røbede sig anderledes end ved en Ironie, der som Lynglimt gjennembrød den ligegyldige Høflighed, der var bleven mig til Vane. Man viste min Fa-
