103
skede mig med al sit rige Hjertes Varme. Jeg paa min Side glædede mig som en Moder over hendes Fortrin, og saae op til hende som et Barn — anderledes veed jeg ikke at udtrykke den Blanding af Ømhed og Beundring, hvoraf min Følelse bestod. Men Uagtet vor gjensidige Kjærlighed, var der ingen gjensidig Fortrolighed imellem os; hun betroede mig alt — sine Triumpher og Eventyr — de begyndte tidligt — sine Luftkasteller og Drømme — og jeg, den yngre Søster, lyttede dertil med et Barns naive Opmærksomhed, og en Voxens Omhu for hendes Lykke. Men mine Drømme betroede jeg hende ikke — jeg rugede helst i Ensomhed over det dunkle Tankeliv i min Sjæl. Kun af og til undslap mig ved Leilighed et Spørgsmaal, som røbede den hemmelige, halvbevidste Strid imellem det Liv, der rørte sig i mig, og det, der bevægede sig om mig. Engang i Religionstimen, da Gouvernanten med stor Salvelse talte om Guds Godhed og Retfærdighed, sagde jeg: Forlanger Gud da ikke, at de Rige skulle dele deres Eiendom med de Fattige?” „Nei Frøken Tyra! den gode Gud har selv i sin Viisdom indrettet det saaledes, at der er Forskjel paa de Vilkaar, hvorunder Menneskene leve, og ethvert Forsøg paa at ophæve denne Forskjel, strider imod hans Hensigt, og mislykkes følgelig.” „Hvoraf veed man da, at Gud er god, siden han har indrettet det saa slet for de Fattige?” udbrød jeg lidenskabeligt. „Saaledes maa De ikke tale! Jeg har jo saa tidt sagt Dem, al alt, hvad den kjære Gud gjør, er velgjort!”
