107
hun paa Knæ ved Sengen; men da jeg nærmede mig, reiste hun sig halvt op, traf mig ned til sig, og udbrød med skjælvende Stemme, idet hun saae paa mig med Øine, der lyste som Flammer: Svar mig oprigtigt: Hvad vilde du troe om dig selv, dersom du havde begaaet en Handling, som hele Verden fordømte, men som var frikjendt af din Følelse og helliget af din Kjærlighed? Mit Hjerte var sælsomt bevæget! Uden at vide, hvad hun hentydede til, forstod jeg hende instinctmæsigt, og svarede med lidenskabelig Energi: Jeg vilde troe, at hele Verden tog feil i at fordømme den Handling, som min egen Følelse frikjendte, og jeg vilde forske Nat og Dag, til jeg fik Vished derom! „Tak!” udbrød hun inderlig rørt. „Du vil aldrig fordømme mig iblinde." Forgjæves bønfaldt jeg om en Forklaring af disse Ord; hun svarede med et sælsomt Smiil: „Du skal faae det at vide — imorgen! nu trænger jeg saameget til Ro.”
Den næste Morgen mødte jeg hende i Forsalen; hun var liigbleg og omfavnede mig heftigt, men inden jeg fik et Ord fremført rev hun sig løs og gik hurtigt ind i Faders Værelse, hvis Dør blev lukket ilaas efter hende. Jeg kastede mig ned paa Gulvet udenfor, ikke istand til at holde mig opreist, og ventede med ubeskrivelig Rædsel Udfaldet af denne Samtale mellem Fader og Clara, skjøndt jeg ikke tydeligt var mig Aarsagen til min Frygt bevidst. Endelig kom Fader ud, og sagde med hæs og hviskende Stemme til mig: „Hvad gjør Du her, Tyra? Gaae op
