Side:Minona.djvu/116

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

108

paa dit Kammer, og bliv der, til Du faaer Bud.” Jeg stirrede halv bevidstløs paa ham, og søgte i hans forstenede Ansigtstræk en Forklaring over min Søsters Skjæbne; men han gjentog sin Befaling med Haardhed, og reiste mig op, idet han klemte mit Haandled saa heftigt, at jeg længe bar Mærke deraf. — Jeg blev sendt bort i Besøg til min Gudmoder, og da jeg kom hjem — var Clara borte.

Fader hentede mig selv! Han omfavnede mig med usædvanlig Heftighed, men talte ikke et Ord paa Veien og jeg vovede ikke at spørge ham. Jeg var saa medtaget af de sidste Dages Sjælslidelse ved Uvisheden om Claras Skjæbne, at jeg neppe kunde holde mig opreist, da vi steg ud af Vognen, men Fader slyngede sin Arm om mig og mere bar end fulgte mig gjennem de store tomme Sale ind i min Moders Cabinet, hvor hun sad i Sophaen med Armene hvilende paa Bordpladen, og Ansigtet skjult i Hænderne, saa fordybet i sin Smerte, at hun ikke hørte os, for Fader sagde: Jeg bringer dig vort Barn, min elskede Tyra! Hun saae iveiret — aldrig kan jeg glemme dette Syn, Minona! Det ængster mig endnu i mine Drømme! — Hendes store Øielaag hang tunge af Graad ned over de matte Øine, Læberne skjælvede krampagtigt, og hun var saa svag, at hun kun med Anstrængelse strakte Armene ud imod mig. Men jeg kastede mig paa Knæe foran hende, og udbrød med taarekvalt Stemme: Siig mig for Himlens Skyld, hvad er der