116
dens dybeste Bitterhed, men naar jeg nævnede Claras Navn eller noget, som i fjerneste Maade stod i Forbindelse dermed, yttrede hun saa voldsomme Tegn paa Afsky og Smerte, at jeg maatte tie. Senere, da jeg nogle Gange med Hensyn til et andet Tilfælde under lignende Omstændigheder, greb Leiligheden til med al min Kjærligheds og Overbeviisnings Styrke at tale Claras Sag, blev Fader saa opbragt, som jeg aldrig har seet ham, og Modet fik et Krampetilfælde. Efter den Tid, henvendte de begge alvorligere end nogensinde deres Tanker paa et Ægteskab for mig, og jeg blev forberedet paa snart at bestemme mig for en af de Unge Herrer, der til min store Forundring og Bekymring længe havde stræbt at overvinde min Ligegyldighed. Og da nu til min Ulykke en riig, almindelig anseet Greve begjærede min Haand af Fader, forlangte han mit Samtykke som det eneste, der endnu manglede. Jeg nægtede det bestemt — beredt til alt, undtagen til at stemple min Svaghed som Bedrag, ved at knytte mig til den Verden, jeg foragtede, ved et Baand, der blev fordømt som ugyldigt af min Fornuft, og forkastet af min Følelse, som en Vanære. Fader forlangte Grunde for mit Afslag. Jeg gav ham dem frit og uforbeholdent — for første Gang udtalte jeg alt, hvad der var kommet til Bevidsthed i min Sjæl siden Claras Død, skaansomt men bestemt foreholdt jeg ham hans Uret imod hende, begeistret og rørt søgte jeg at gjøre ham den Velsignelse indlysende, der endnu
