117
var os tilbage i Mindet om hende, naar vi forstod at vurdere det — men altsom min Lidenskab brød ud i klare Flammer, forstenedes hans Træk ligesom den Morgen, da han forskjød min Søster. Han stod taus og kold foran mig med korslagte Arme og sammenpressede Læber, og Moder, som denne Gang var for angrebet til at faae Krampe, sad ubevægelig og stirrede paa mig med et forvirret, medlidende Blik, idet hun af og til udbrød: „Stakkels Ulykkelige Barn — min arme Tyra! O Gud, hvorledes skal jeg bære det?”
„Er Du færdig?” spurgte Fader, da jeg taug. Jeg bøiede Hovedet til Svar, jeg havde ikke længer Stemmen i min Magt. „For min Skyld skal Du ikke tvinge din Tilbøielighed. Det Barn, der har vanæret mit Navn i sine Tanker, skal ikke længer bære dette Navn. Men med en Faders Kjærlighed opgiver jeg ogsaa en Faders Rettighed — Du er fri, og jeg skal aldrig blande mig i dine Anliggender! Jeg vil kun gjøre dig opmærksom paa, at Du nu har Valget imellem at modtage Grevens Haand — isaafald vil jeg for din Moders Skyld laane dig mit Navn og beholde dig som Gjæst i mit Huus til Foreningen er sluttet — eller at gaae om at tigge. Imorgen venter jeg dit Svar.” Med disse Ord forlod han Værelset. Jeg stod endnu ubevægelig, halv bevidstløs af Rædsel, da Moder med Anstrængelse reiste sig, og heftigt grædende tog mig i sine Arme. Uden at sige et Ord fulgte hun mig op paa mit Værelse og lukkede Døren
