Side:Minona.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

121

egen Følelse. Er andres Foragt ikke at foretrække for Selvforagt? Jeg havde mistet meget, men mit Hjerte var bevaret for Livet, Sandheden, Kjærligheden! Vel sørger jeg dybt over mine Forældres forladte Tilstand, men jeg bebreider mig den ikke. Jeg kunde ikke have offret dem min Ære og Tro! Der er ingen Velsignelse ved et Offer, der fornedrer Den, som bringer det. — Det er saligt at lide Forfølgelse for sin Troes Skyld, naar man troer paa Livet, thi det vender Sorgen til Glæde. Gjennem Ørkenen fandt jeg Vei til det forjættede Land.”

Det var blevet sildig Aften, og Maanen stod høit paa Himlen, da Minona gik hjem. Hun sagde til sig selv, at hun havde fundet Orakelsvaret paa sit Hjertes Spørgsmaal, thi med fuld Fortrøstning gjorde hun Tyras Troesbekjendelse til sin: at Kjærligheden helliges ved dens Natur og ved dens — Gjenstand.