120
selv, der befalede ham det!” men tilføiede, forskrækket over det vilde Udtryk i mit Ansigt: „Ja, jeg skal tale med ham! Vær blot rolig! det er sandt, Du er syg! Gaae tilsengs mit Barn, Du har stærk Feber.” For at afbryde den Samtale, der satte os begge i saa heftig Bevægelse, ringede hun paa Kammerjomfruen og befalede hende at blive inde og passe mig, men selv veg hun ikke fra min Seng. Der sad hun til sildig Aften, badede min Pande med koldt Vand, gav mig kjølende Pulver og nervestyrkende Draaber, men behandlede hvert Udbrud af min Sjæleangst som Feberphantasie.
Efter Nattens Ro og Ensomhed havde jeg imidlertid saa fuldkomment gjenvundet min Bevidsthed, at hendes Forsøg paa at skuffe Fader med Hensyn til min Tilstand, mislykkedes. Kort og koldt forlangte han mit Svar paa Grevens Vegne — det var et bestemt Afslag. Min stakkels Moder blev baaret besvimet ud af Stuen, og Fader fulgte hende, efterat have befalet mig, inden Aften at forlade hans Huus, uden at gjøre noget Forsøg paa at see hende. Jeg adlød uden Modstand, men med de bittreste Følelser i Hjertet. Claras Portrait var det eneste jeg tog med fra mine Forældres Hjem.
En lang Pause fulgte efter Tyras Fortælling. Endelig sagde Minona: „Du kunde dog ikke fortryde dit Valg?” — „Nei!” svarede Tyra, idet hendes Ansigt oplivedes af mild og begeistret Bevægelse. „Jeg var alene, forskudt og fordømt af Verden — men frikjendt af min
