127
Bevægelse — den vaktes tillive ved hendes første Sorg og skulde først finde Svaret i Døden: „Hvorfor?” var det naturlige, simple Spørgsmaal, der som en Slange snoede sig om hver Tanke og gjød sin Gift i hver Følelse: „Hvorfor vil han forlade mig?" Endnu var han ikke reist — endnu kunde hun vove Spørgsmaalet.
Da Viggo endelig, træt i Sjæl og Sind efter denne lange Dags Lidelser og den Selvovervindelse det havde kostet ham at skjule dem, kastede sig paa en Stol i sit Kammer, bankede det sagte paa Døren. Han foer sammen — det maatte være Minona — og inden han kunde fatte sig traadte hun langsomt over Dørtrinet, kastede et hurtigt Blik paa den aabne Kuffert, og satte sig i en dunkel Krog af Værelset; da først saae hun paa Viggo, og sagde i en bedrøvet men fattet Tone: Hvorfor vil du reise? du har en anden Grund end de Forretninger, din Onkel har overdraget dig!
„Hvoraf slutter du dig til at jeg skulde have hemmelige Bevæggrunde?” spurgte Viggo med tiltvungen Fasthed, der klang som Haardhed. Det var første Gang i sit Liv, Minona blev haardt tiltalt — hendes Hjerte svulmede af smertelig Bevægelse, men hun tilkjæmpede sig Fatning til at svare paa samme Maade som hun var begyndt: Du kan dog ikke tro at din adspredte og forandrede Sindsstemming er undgaaet min Opmærksomhed! Var det alene Sorg over at skulle forlade os før Bestemmelsen — som du sagde til Helene — saa
